Rodbehandling

Når en tand er skadet, enten af brud, karies eller et traume, kan kroppen reagere ved at ”aflive” tanden og skaffe sig af med den dårlige tand. Der dannes betændelse omkring tandens rødder og kroppen er nu i gang med at nedbryde nerven indeni tanden og knoglen omkring roden. Hvis processen ikke behandles, vil tanden til slut afstødes og skubbes ud af den nedbrudte knogle.

Denne proces er ualmindelig smertefuld, så tandlægen har så godt som altid mødt sin patient, inden det er kommet så vidt! Vil man bevare tanden, er det nødvendigt med en rodbehandling. Man åbner gennem tandens tyggeflade ind til nerven inden i tanden, og med små-bitte instrumenter fjernes nervestrengene og der skylles og renses med ultralyd nede i nervekanalerne. Til slut fyldes de nu tomme kanaler med en slags elastisk kerne og der laves en fyldning eller en krone til at lukke tanden med igen.

Tanden får nu ikke blodforsyning længere. Men da den beskadigede nerve er væk, opfatter kroppen ikke længere tanden som en ”farlig” og betændelsen omkring roden vil forsvinde og knoglen vil gendannes. Tanden er død, men ligesom et udgået træ kan blive stående i mange, mange år fordi dets rødder holdes fast af jorden, så kan tanden sidde i knoglen og fungere mange år fremover. Den vil dog, ligesom det udgåede træ, være mere sprød og kan lettere knække end en levende tand. Derfor anbefaler man ofte at sætte en krone på tanden, for at holde den intakt.

Det afgørende for en succesfuld rodbehandling er, at man finder og behandler alle nervekanaler i tanden. Det hele er meget meget småt, og det kritiske er at finde alle kanalindgangene og at få lavet passage til dem.

Som én af ganske få klinikker i Danmark råder Odder Tandklinik over et dental mikroskop. Mikroskopet gør en kolossal forskel ved rodbehandling, da man med det kan se væsentlig mere end med det blotte øje, og det højner succesraten for en vellykket rodbehandling betragteligt.

Odder Tandklinik har stor kompetence i rodbehandlinger og modtager henvisninger fra andre klinikker til komplicerede rodbehandlinger. Tandlæge Gernot Laue deltager i seminarer og efteruddannelse inden–  og udenlands indenfor området og har stor interesse for feltet.